Nye ejendomme opført til udlejning nu undtaget for krav om byggeskadeforsikring

Ensure Logo

ENSURE HAR UNDERSØGT DEN NYE LOV LIDT NÆRMERE!

Der gives nu en væsentlig dispensation for kravet om byggeskadeforsikring, via lovforslag L101, der træder i kraft den 1. juli 2016. Med lovforslaget bliver ejendomme, der ønskes opført med anvendelse til udlejning, undtaget for kravet om byggeskadeforsikring.Det er vigtigt at bemærke, at det er tidspunktet for ansøgningen om byggetilladelsen der er afgørende for, om et byggeri er omfattet af undtagelsen:

  • Er ansøgningen om et byggeri til udlejning indgivet før 1. juli 2016, skal der fortsat etableres byggeskadeforsikring, også selvom byggeriet først færdigmeldes efter 1. juli 2016.
  • Igangværende byggerier kan således ikke omfattes af den ændrede lovgivning
  • Er ansøgningen om et byggeri til udlejning indgivet efter 1. juli 2016 stilles der ikke længere krav om byggeskadeforsikring

Men hvad sker der så, hvis en ejendom der er opført uden krav om byggeskadeforsikring, efterfølgende helt eller delvist sælges videre som ejer- eller andelsbolig?

Man har taget højde for denne situation i lovens § 25 stk. 3, hvor det anføres, at bygherre skal, ved færdigmelding, kunne dokumentere overfor kommunalbestyrelsen, at der på den pågældende ejendom er tinglyst en tidsbegrænset servitut, som regulerer den omstændighed, at bliver udlejningsejendommen eller dele heraf solgt som andels- eller ejerbolig inden for en 10-årig periode efter færdigmeldingen, så SKAL der tegnes en byggeskadeforsikring, som skal omfatte HELE ejendommen.

I de tilfælde, hvor kun enkelte enheder i en udlejningsejendom sælges som ejer- eller andelsbolig, vil byggeskade-forsikringen således også skulle dække de resterende boligenheder i ejendommen, uanset at de fortsat anvendes til udlejning.

Og hvorfor nu det?

Ud over hensynet til omgåelse af kravet om byggeskadeforsikring (den situation, hvor bygherren angiver, at der er tale om en udlejningsejendom, selvom dette IKKE er tilfældet), er formålet med servitutten at gøre kommende ejere eller andelsboligejere opmærksomme på, at der IKKE er tegnet en byggeskadeforsikring på ejendommen, og at sælger er forpligtiget til at tegne en byggeskadeforsikring, såfremt salget af ejendommen sker indenfor en 10-årig periode efter færdigmeldingen. Servitutten skal være tidsbegrænset så den automatisk bortfalder/slettes efter 10 år fra færdigmeldingen. Udgiften til tinglysning påhviler bygherre/sælger. (de 10 år er løbetiden for en byggeskadeforsikring)

Bliver ejendommen solgt videre som udlejningsejendom, vil det IKKE udløse krav om tegning af byggeskadeforsikring, da kravet netop udløses af, at ejendommen eller dele heraf sælges videre som andels- eller ejerbolig.

Formålet med byggeskadeforsikringen ved indførelsen pr. 1. april 2008 var netop at styrke forbrugerhensynet ved at sikre boligejere mod byggesjusk og/eller konkurs, så de kunne få dækket de væsentlige skader der måtte opstå i den nye bolig i 10 år efter opførelsen. Dette hensyn ses således stadig opretholdt, med lovændringen.

Ensure følger løbende forsikringsselskabernes opfølgning, prissætning og forretningsgang i forbindelse med den ændrede lovgivning.

Kontakt Ensure

Vi ved mere end de fleste. Og vi deler gerne ud af vores viden.

Ensure International Insurance Broker
Tlf: +45 7022 4464

© Ensure 1999-2016 | Tlf. +45 7022 4464 | ensure@ensure.dk


ensure-logo