SIDSTE CHANCE FOR SKATTERABAT PÅ DIN KAPITALPENSION

Hvis du ikke allerede har taget stilling, er det ved at være sidste chance nu, hvis du vil spare 2,7 % i afgift på din kapitalpension. Regeringens deadline for at opnå denne skatterabat udløber nemlig ved årsskiftet, og det er vigtigt at være opmærksom på, at fristen kan være kortere hos de enkelte pensionsselskaber og pengeinstitutter – grundet administrative
hensyn.


Læs som PDF

RELEVANT FOR MIG AT AFGIFTSBERIGTIGE?

Som tommelfingerregel anbefaler vi, at du afgiftsberigtiger din kapitalpension, hvis besparelsen på de 2,7 % af værdien på din kapitalpension overstiger selskabets administrationsgebyr. Det vil sige, at hvis du f.eks. har 100.000 kr. på din kapitalpension, og gebyret er 900 kr., så vil din besparelse, svarende til 2.700 kr., overstige gebyret, og vi vil derfor umiddelbart anbefale, at du afgiftsberigtiger din kapitalpension.
Herunder opridser vi de enkelte pensionsselskabers tidsfrister for accept af afgiftsberigtigelsen – samt deres gebyrer og procedure i forhold til denne. Hvis du har en privat kapitalpension i et andet pengeinstitut, eller en anden pensionskasse, som ikke er angivet nedenfor, vil vi anbefale, at du selv tager kontakt og hører nærmere om din mulighed – samt eventuelle tidsfrister.
Man bør være opmærksom på, at man frit kan ændre sin kapitalpension til en ratepension, eller livslang pension, helt frem til det tidspunkt, hvor den bliver udbetalt – det tilsvarende kan man ikke, hvis man har en aldersforsikring.

AP PENSION

Gebyr: 525 kr.
Procedure/tidsfrist: AP sender information om tidsfrist, samt en guide til accept af afgiftsberigtigelse med NEM-ID via AP’s hjemmeside. Informationerne forventes at blive udsendt medio oktober.

DANICA

Gebyr: 300 kr.
Procedure/tidsfrist: Du afgiftsberigtiger din kapitalpension via Netpension på Danicas hjemmeside, med dit NEM-ID. Tidsfristen er d. 30. september 2014.

NORDEA

Gebyr: 750 kr.
Procedure/tidsfrist: Du afgiftsberigtiger din kapitalpension via Netpension på Nordea Liv & Pensions hjemmeside, med dit NEM-ID. Tidsfristen udløber
d. 30. september 2014.

PFA

Gebyr: 675 kr.
Procedure: Du afgiftsberigtiger din kapitalpension via Mit PFA på PFA’s hjemmeside, med dit NEM-ID. Afgiftsberigtigelsen kan kun lade sig gøre i tidsperioden fra d. 1. til den 20. oktober 2014.

SEB

Gebyr: 500 kr.
Procedure: Du afgiftsberigtiger din kapitalpension via e-Pension på SEB’s hjemmeside, med dit NEM-ID. Tidsfristen udløber d. 1. oktober 2014.

SKANDIA

Gebyr: 1.490 kr.
Procedure: Du afgiftsberigtiger din kapitalpension via Mit Skandia på Skandia’s hjemmeside, med dit NEM-ID. Tidsfristen udløber d. 1. december 2014.

TOPDANMARK

Gebyr: 900 kr.
Procedure: Du afgiftsberigtiger din kapitalpension via en formular på Topdanmarks hjemmeside, hvor du angiver dine policenumre og dine kontaktdata. Tidsfristen udløber d. 1. november 2014.

SPØRGSMÅL.

Har du spørgsmål, er du naturligvis altid velkommen til at kontakte din rådgiver fra Ensure.

Venlig hilsen
Ensure Pensionsmægler


ensure-logo