Transparens i pensionsselskabernes omkostningsstruktur

Hvad vil det sige, at der er transparenthed i omkostningerne?

Åbenlyst betyder det, at enhver person med begrænset pensionserfaring skal have mulighed for at kortlægge, hvad det koster at have forsikringsdækninger og opsparing i et givent pensionsselskab.

Brancheorganisationen for forsikring- og pensionsselskaberne i Danmark, Forsikring & Pension, har haft stort fokus på at skabe åbenhed og gennemsigtighed i branchen. Det er påkrævet, at pensionsselskaberne viser deres ÅOP-tal frem på deres hjemmeside, således at det for enhver er indlysende, hvad der betales i omkostninger.

Det kan dog være svært at skelne mellem de forskellige omkostningsklasser, og derfor har jeg nedenstående listet den prioritering, den enkelte kunde oftest bør have for øje.

Investeringsomkostningerne

Investeringsomkostningerne trækkes, før afkast tilskrives. Oversat til dansk betyder det, at hvis din investering har givet et afkast på 6 %, og der er 1 % i investeringsomkostninger, får du tilskrevet 5 % i afkast på din opsparing.

Der er meget stor forskel på pensionsbranchens omkostninger. Ved en sammenligning af pensionsselskaberne er den gennemsnitlige ÅOP på 0,89 %.

De billigste pensionsselskaber ligger på omkring 0,70 % i ÅOP for en aktiv forvaltet investeringsopsparing målt op imod andre pensionsselskaber, som rammer et omkostningsniveau på 1,35 % i ÅOP.

En tilsyneladende lille forskel på 0,50 i ÅOP kan nemt koste den enkelte pensionsopsparer 500.000 kr. over tid.

Forsikringsprodukterne

Der er stor forskel på, hvad den enkelte betaler for sine forsikringsprodukter – også kaldet forsikringsdækninger. De gængse dækninger er for tab af erhvervsevne, præmiefritagelse, kritisk sygdom, livsforsikring og børnerente.

Her afhænger prisen i særdeleshed af, om man køber ind privat eller via en rammeaftale / firmaaftale. Vi oplever ofte, at kunder betaler over dobbelt så meget for en forsikringsdækning, hvis de tegner den privat frem for gennem virksomheden.

For de fleste er det nemt at sammenligne prisen på et livsforsikringsprodukt. Enten er du død, eller også er du i live, og der er derfor ikke mange andre parametre at måle på. På den måde kan priserne på en livsforsikring almindeligvis sammenlignes uden den helt store indsigt.

Det omvendte er gældende, når vi skal ind og sammenligne forsikringer for tab af erhvervsevne. Prisen svinger meget for dem, der opretter en privat forsikringsdækning, fordi den er bestemt af deres alder og beskæftigelse, hvorimod den via firmaaftalen bliver beregnet kollektivt i virksomheden.

Tab af erhvervsevne er ofte det forsikringsprodukt, der koster mest, fordi det ikke er afgrænset, ligesom en livsforsikring er. Livsforsikringer kører med en engangssum, hvor forsikringssummen for tab af erhvervsevne udbetales løbende, indtil man går på pension. Der er derfor tale om langt større summer, hvilket gør selve produktet dyrere for både dig og pensionsselskabet.

Når du kigger på forsikringsprodukter, er det vigtigt at gøre sig den ulejlighed at få afstemt, om der er sammenhæng mellem forsikringsbetingelserne, og den pris man betaler. Sørg for at få den rette værdi for pengene.

Hvis prisen ikke er oplyst på din police, så kan du altid gå ind på pensions- eller forsikringsselskabets hjemmeside og se, hvad den samlede pris udgør. Forsikringsdækningerne er den næststørste post inden for pensionsområdet.

Administrationsomkostningerne

Administrationsomkostningerne er tit den omkostning, mange kunder køber ind på. De er faldet igennem de sidste mange år og ligger generelt nede på et ret lavt niveau hos pensionsselskaberne. Derfor har administrationsomkostningerne lille eller næsten ingen betydning set i forhold til investeringsomkostningerne og forsikringsdækningerne.

Der, hvor jeg ofte ser, at administrationsomkostningerne kan løbe løbsk, er på de aftaler, hvor udbyderen eller formidleren tager en procentdel af kundens opsparing uden at lægge en maksimal betalingsgrænse på.

Hvis der f.eks. tages 0,40 % i ÅOP af hele ens depot, så vil en person, der har opsparet en million kroner, betale 4.000 kr. årligt. Set over en årrække med stigende pensionsdepoter, kan det selvfølgelig have en ikke uvæsentlig betydning på ens slutopsparing.

De tre ovenstående former for omkostninger er vigtige at have styr på. Hold derfor øje med, hvilken type omkostninger du betaler til dit pensionsselskab.

Har du eller dine medarbejdere uddybende spørgsmål til omkostningerne, er du velkommen til at kontakte partner i Ensure Pension, Lars Stampe Sørensen på tlf.: +45 3166 1125.

Skrevet af Managing Partner Lars Stampe Sørensen.

Kontakt os

Kontaktoplysninger

Ensure Pension
Tlf. +45 5195 5000

Ensure Forsikring
Sjælland: Tlf. +45 9290 9090
Jylland: Tlf. +45 7022 4464
Fyn: Tlf. +45 7022 4464